I år kan København fejre, at byens børn har haft mulighed for at få fingrene i jorden, fuglesang i ørerne og lært at dyrke afgrøder, fællesskab og naturforbindelse i 100 år i skolehaven i Lersøparken på Bispebjerg Bakke, 2400 NV.
Sæt et stort kryds i kalenderen fredag den 13. september kl. 15 – 19, for her skal vi fejre skolehavens 100-års jubilæum med et brag af en fest.
100 år skal fejres med manér, så vi får både fint besøg af byens børn, og af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, der planter et træ og en helt særlig teaterforestilling med krible krable verdenens flyvende prinsesse, Dorthe Abrahamsen.
Vi åbner havelågerne til vores magiske have for alle byens borgere, store og små, til en eftermiddag fyldt med pandekager over bål, æblemosteri, honningsmagning og sjove aktiviteter for børnefamilier.
Så kom og få et skud grøn magi og nyd en festlig eftermiddag i Skolehaven i Lersøparken, hvor vi til hverdag arbejder helt praktisk med grøn omstilling gennem et fokus på naturforbundethed, håndværk, lokal fødevareproduktion og en bæredygtig fremtid.
Program og mere information følger.
Ønsker du at vide mere om os, jubilæet eller måske at være med, så kontakt Trine Bang Hansen på trine@kbhskolehaver.dk