I vores smukke skolehave ved Ellebjerg Skole har vi indviet det nye overdækkede formidlingsområde, som nu er afprøvet til madkundskabsforløb med 5. klasser. Det er et fantastisk uderum! Derudover har 8. klasserne i et biologiforløb hjulpet med at fragte kampesten til den kommende bålplads og beskåret træer og grene i området for at give lys og rum. At give eleverne medejerskab igennem indflydelse på området vægtes højt, og vi glæder os til en ny sæson med endnu flere formidlingsrum. Det giver muligheder og øger fleksibiliteten i udeskoleundervisning at have et diverst udeareal, og børnene i Sydhavnen er heldige at kunne komme ud under åben himmel i løbet af deres skoledag.
En stor tak til Friluftsrådet for midler til den fine, nye overdækning.
