Københavns Skolehaver i nyt samarbejde

Vi samarbejder med skoleforsker Louise Klinge og Vesterbro Ny Skole under overskriften ‘En god skole for alle’. Projektet har fokus på projektbaseret læring, motion, leg, æstetiske udtryksformer samt udeskole og natur. Louise Klinge fremhæver, at udeskole er et af de centrale kerneelementer, der tilgodeser børn og unges seks grundlæggende behov for sundhed, tryghed, autonomi, kompetence og samhørighed.

Vi har høstet virkelig gode erfaringer fra samarbejdet i sæson 24, og vi har allerede nogle konkrete erfaringer der er værd at dele. Her er fx hvad en lærer i 3. klasse siger:

Er der nogle elever som har haft særlig glæde af skolehaven?

“Det er ikke de samme børn som stråler i skolen, som stråler i naturen – I skolehaverne får alle blik for hinandens styrker og nogle får lov at stråle lidt mere end normalt. Vi hjælper hinanden som fællesskab og glædes ved både egen og hinandens høst. Der er mere leg og frisk luft. Vi har børn som ikke kommer så meget ud, og for dem har det været fuldstændigt livsændrende. Mange har været enormt stolte af at komme hjem til deres forældre med nyhøstede gulerødder og løg til aftensmaden. Især dem som måske ikke så tit kommer hjem stolte med en dansk/matematikopgave.I skolehaverne er alle lige – og det er sundt for klassefællesskabet.” Lærer, 3. klasse, Ny Vesterbro Skole.

Er du blevet inspireret til at bruge skolehaven i undervisningen på skolen?

“Ja. Jeg føler, at jeg har kompetenceudviklet en del på faget, Natur og Teknologi. Jeg har desuden fået mere lyst og overskud til at tage på ture ud af huset med mine klasser. Jeg har fået en fælles oplevelse med min klasse, som vi kan tale om, se tilbage på og bygge videre på i vores relation.” Lærer, 3. klasse, Ny Vesterbro Skole

Hvordan har I brugt skolehaveforløbet i undervisningen?

“Vi har brugt det meget i faget Natur og Teknologi. Vi har arbejdet med fotosyntese og landbrug. Vi har brugt en masse nye ord, begreber og viden, som vi har tilegnet os fra skolehaverne. Vi har brugt turdagen som et værdifuldt pauserum ude i naturen, hvor der har været plads til alle og alles humør, som på en anden måde har kunnet rummes, når der er lidt højere til loftet. Vi har været praktiske, beskidte og trætte sammen på en sund måde.” Lærer, Ny Vesterbro Skole

Er der noget, som har overrasket jer (elever, red.) ved at være afsted i skolehaverne?

  • At planter kunne vokse en halv meter pr. uge
  • At små korn/frø kan blive til en plante
  • At én kartoffel kan blive til mange, mange kartofler
  • Kæmpe anbefaling – det er virkelig sjovt!
  • Skulle derud i dårligt vejr også – lidt hårdt men også hyggeligt.
  • Dejligt ikke bare at sidde stille og lære
  • Drengene er begyndt lidt mindre at drille
  • Drengene vil gerne noget mere
  • Bedre til at lege sammen drenge og piger
  • Bedre til at lege andre lege.
  • Ude i naturen – bedre plads til at lege.
  • Der er styr på det og man har lyst til det!

Vi glæder os meget til det fortsatte samarbejde i sæson 2025!