I Københavns Skolehaver er børnene det vigtigste, sammen med de dyr, de planter og den jord, som børnene stifter bekendtskab med i skolehaven. Uden en sund jord, kan vi ikke uddanne sunde børn. Derfor er vi meget optagede af at lære børnene, hvordan de kan dyrke jorden uden at ødelægge den. Vi holder os orienterede om, hvordan vi gennem vores drift og fortløbende arbejde med jorden og børnene, kan være med til at skabe en sund og levende jord. Bl.a. deltog vi den 2. november 2024 i seminar om regenerativt jordbrug, afholdt af Foreningen Regenerativt Jordbrug. Det var, som altid, bekræftende at tilbringe en dag i selskab med mennesker fra hele Danmark, som synes det er spændende at tale om kulstoflagring, jordbearbejdning, kompost, mikroliv, krummestruktur mm.
Se evt. mere her: https://regenerativ.dk/seminar-6-2024/
I Københavns Skolehaver er vi meget inspireret af principperne for regenerativt jordbrug. Men hvad er regenerativt jordbrug egentlig?
Regenerativt jordbrug søger at lære af og sameksistere med naturens processer. Regeneration betyder at gendanne eller genopbygge. Regenerativt jordbrug udspringer af ønsket om at jorden, vores rene vand og de økosystemer, der understøtter vores madproduktion, bliver genopbygget, samtidig med at der skabes plads til øget biodiversitet og mere natur.
I regenerativt jordbrug dyrkes jorden på en måde, så livet og strukturen i jorden ikke kun bevares, men også stimuleres og genopbygges, så jorden bliver mere frugtbar og robust i fremtiden. En afgørende faktor i jordens frugtbarhed er øget kulstofbinding, hvilket har en positiv effekt på jordens næringsstofbalance, vandbinding og evne til at modstå erosion. Jorden har, hvis vi dyrker den på naturens præmisser, potentiale til at lagre kulstof og reducere drivhusgasudledninger til atmosfæren.
Regenerativt jordbrug tager udgangspunkt i fem biologiske principper;
Princip 1: Jordbrug skal sørge for jorddække med kontinuerligt og artsrigt grønt.
Princip 2: Jordbrug skal forstyrre jorden mindst muligt.
Princip 3: Jordbrug skal understøtte det mikrobielle liv i jorden.
Princip 4: Jordbrugsdyr skal på græs og integreres i dyrkningssystemer.
Princip 5: Jordbrug skal baseres på recirkulering.
Er du nysgerrig efter at vide mere, så se evt. De-regenerative-principper.pdf