Succes med sociale frikort i Ellebjerg skolehave

Det seneste år har lokale voksne, aflønnet på det sociale frikort, hjulpet med praktisk vedligehold og udvikling af Ellebjerg skolehave i Sydhavnen. Det har været en stor succes, og haven har nydt godt af deres hjælp. Havens sø er blevet renset og beplantet, trådhegn er blevet beplantet, og haven er generelt blevet gjort grønnere og mere indbydende for børn og lokale besøgende. Også til årets hyggelige høstfest stod de nye hjælpere for at passe flere værksteder og at lave smagsprøver til gæsterne. Til fælles glæde og gavn.

De lokale hjælpere er aflønnet gennem det sociale frikort i samarbejde med den sociale helhedsplan Mit Kvarter og midler fra Sharing Copenhagen. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med “frijobberne” og Mit Kvarter i 2026.